10. januar 2020

I forbindelse med et byudviklingsprojekt i Køge Kommune skulle ny belysning på biografen være med til at skabe et nyt kulturelt samlingssted i byen. 56 spots og otte projektører er anvendt til at skabe en kreativ og dekorativ oplysning af biografens facade og to cortenstålkasser.

”Det har været et anderledes og spændende projekt, hvor vi har haft en masse dygtige teknikere på sagen, og vi er selv rigtig tilfredse med resultatet”, fortæller Henrik Baade, der har været den ansvarlige projektleder fra Mariendal. Belysningen skal fremhæve bygningens arkitektoniske linjer og skabe et spændende lysspil, der skal lede tankerne hen på filmproduktionsselskabet 20th Century Fox.

Køge Kyst og Agat ejendomme står bag udviklingen af projektet, mens de æstetiske linjer til projektet er tegnet af Vandkunsten og ÅF Lighting.

 

Byfornyelsen har været i gang i en årrække, og i løbet af 2017 og 2018 var Mariendal involveret i dette projekt med levering af elinstallation i tre af de opførte bygninger indeholdende lejligheder og erhvervslejemål.